Gå til indhold
TECs seje kvindelige elever greb mikrofonen hos P1: ’Det her skal til, hvis vi vil have flere faglærte kvinder!’

Nyhed -

TECs seje kvindelige elever greb mikrofonen hos P1: ’Det her skal til, hvis vi vil have flere faglærte kvinder!’

Alt for store arbejdshandsker, sikkerhedsbriller, der falder pladask på gulvet og mangel på dametoiletter. Regeringens millioner til erhvervsskolerne skal sikre bedre rammer, udstyr og toiletfaciliteter. "Vi har mange ting, vi vil styrke. Vi er nødt til at involvere eleverne for at finde de helt rigtige løsninger", fortæller TECs direktør Morten Emborg.

To seje kvindelige elever fra EUX-uddannelsen indtog for nyligt P1 Orienterings studie med deres indspark til, hvordan de mange millioner, som regeringen har tildelt erhvervsskolerne, kan benyttes til at tiltrække flere kvinder til erhvervsuddannelserne.

Som svar på regeringens nylige annoncering om at afsætte mellem 300-900 millioner kroner årligt til erhvervsuddannelserne - som også er en del af finanslovsforslaget 2024 - besluttede TECs nyligt udpegede aktivistiske journalist at opsøge eleverne på TEC med et klart mål for øje: At undersøge, hvordan eleverne reagerer på udmeldingen om flere midler til erhvervsuddannelserne.

Liza og Nanna, som begge går på automatiktekniker-uddannelsen, stillede sig frem med et klokkeklart budskab: Udbuddet af udstyr og toiletfaciliteter trænger til et løft, hvis flere kvinder - på lige fod med deres mandlige medstuderende - skal føle sig til rette på erhvervsskolerne.

I P1 Orientering lød det bl.a.:

"Hvis man kigger ned, ender brillerne ofte på gulvet, fordi de er for store... Problemet med handsker i størrelse S eller M er stadig relevant" og "Vi har ingen interesse i at bruge drenge-toiletter. Det er rart at have et eget sted kun for piger, især når vi er i mindretal".

Efter de to seje elevers indspark har TEC på Frederiksberg indkøbt beskyttelseshandsker og sikkerhedsbriller i mindre størrelser til de kvindelige elever.

Direktør for TEC, Morten Emborg

"Der skal naturligvis være styr på basis – det er helt oplagt. Ellers vil det bare stå i vejen for de større udfordringer", supplerer Morten Emborg.

"Vi har spillet bolden til eleverne - og eleverne har spillet bolden tilbage. Det kan vi kun være stolte af. En ærlig efterkritik fra eleverne og modet til at tage den til sig som uddannelsesinstitution er forudsætningen for forandring. Det er sådan, vi får indsigt i de nødvendige svar, vi har brug for til at gøre vores uddannelsessteder bedre og mere inkluderende for kvinder", fortæller Morten Emborg.

Ifølge en fremskrivning udført af Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd vil Danmark komme til at mangle 90.000 faglærte i 2030. Det mener Morten Emborg forudsætter, at nye metoder skal tages i brug:

"Vi skal engagere vores elever og styrke elevdemokratiet på tværs af vores adresser. Vi må få eleverne til at komme med på banen, så vi kan skabt de nødvendige rammer, øge trivsel og få flere kvindelige elever til at føle sig velkommen på en faglært uddannelse," udtaler Morten Emborg.

Vejleder Vibeke Lynnerup (t.v.) er tovholder for det første Boss Ladies-netværk på TEC Hvidovre. Duygu Cakir fra Boss Ladies (midten) og TECs aktivistiske journalist Souha Al-Mersal (t.h.).

Kvindenetværk skal bryde kønsstereotyper

I løbet af de seneste uger har TEC i samarbejde med Boss Ladies afholdt forskellige arrangementer for at bane vejen for kvindenetværk på de fire EUD-uddannelsessteder. Formålet er at udfordre stereotype opfattelser af faglærte fag og fremme kulturændringer på erhvervsskolerne, så flere kvinder trives og vælger den vej.

Vibeke Lynnerup, uddannelsesvejleder på TEC Hvidovre og tovholder for det første kvindenetværk på TEC i Hvidovre nogensinde, udtrykte sin glæde over den store opbakning til det første netværksmøde:

"Vi må ikke glemme, at erhvervsskolerne spiller en afgørende rolle i at danne de kvindelige elever og tilbyde dem et solidt netværk, de kan spejle sig og få opbakning fra. Et stærkt kvindenetværk er et fundament for, at kvinder kan finde fællesskab. Et fællesskab, hvor kvinderne kan møde ligesindede, etablere et stærkt sammenhold og finde råd og vejledning til at tackle udfordringer, som kan opstå. Hvis man fx ikke kan finde en elevplads pga. manglende omklædningsfaciliteter, kønsdiskriminering i skole eller på arbejdspladsen osv.," forklarer Vibeke Lynnerup.

Indsatsen skal dog ikke kun hjælpe med at fastholde kvindelige elever og bidrage til deres trivsel. Ifølge Vibeke skal netværket også skabe et tiltrængt samtalerum, hvor kvindelige elever har et frirum at vende det svære ved at være 'kvinde i et traditionelt mandefag'.

I de ti år hun har arbejdet på TEC, har hun flere gange oplevet, at kvinder møder udfordringer, som mandlige kolleger og fagfæller ikke møder:

"Det kan ske, at arbejdsgiverne ikke kan tilbyde et kvindeomklædningsrum og derfor må afvise en kvinde. Vi rådgiver normalt kvinderne 1:1 i disse situationer. Men kvindenetværket på erhvervsuddannelserne kan være med til at ruste dem til at tackle sådanne udfordringer og tilbyde løsninger i plenum. Det er desuden altid rart at vide, at man ikke er den eneste, der bokser med de kønsbarrierer" lyder det fra Vibeke Lynnerup.

Læs mere om Boss Ladies indsats for at styrke kvinder på erhvervsuddannelser her: https://www.boss-ladies.dk/eud

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Maren Kaadt

Maren Kaadt

Pressekontakt Konstitueret kommunikationschef Kommunikation +45 2545 3242
Lærke Cecilie Lindegård

Lærke Cecilie Lindegård

Pressekontakt Presseansvarlig +4525453457
Mette Østerdal

Mette Østerdal

Pressekontakt Souschef i Kommunikationsafdelingen +4525453484

Et uddannelsesvalg for fremtiden

På TEC uddanner vi fagligt stolte og dygtige mennesker. Vi har en høj faglig og pædagogisk standard og samarbejder tæt med virksomheder, brancher og videregående uddannelser nationalt og globalt for at sikre, at der er dygtige unge mennesker og folk med lyst til efteruddannelse til fremtidens arbejdsmarked.

TEC - Technical Education Copenhagen
Stæhr Johansens Vej 7
2000 Frederiksberg
Danmark